SF’s tidligere formand Gert Petersen om DKP i befrielselsesårene.
I en erindrende skrivelse til bogens forfatter beretter SF’s mangeårige og nu afdøde formand Gert Petersen her om DKP’s karakter og intentioner i befrielselsesårene.
Baggrund: Sidst i 2006 fik forfatteren publiceret en længere tidsskriftsartikel om DKP’s demokratisyn i befrielsesårene (Var befrielsesårenes danske kommunister antidemokrater? Historie 2006/2, s. 318-386. Peer reviewed). Efterfølgende bad han en række historikere og andre med særligt kendskab til emnet om kritiske kommentarer til artiklen; – kommentarer som kunne indgå i overvejelserne under arbejdet med bogen Kurs mod demokrati?
De fleste reagerede med substantielle svar, og en af disse respondenter var Gert Petersen.
Gert Petersen (1927-2009) deltog i modstandskampen og sad i Frøslevlejren 1944-45. Ved befrielsen tilsluttede han sig den kommunistiske bevægelse og var aktiv i DKP fra 1945 til 1958. Han læste desuden historie på Københavns universitet, men de politiske aktiviteter tog over og han fuldførte ikke studiet.
Gert Petersen deltog på reformfløjen i den partikamp som udfoldede sig i DKP 1956-58 omkring spørgsmål som frigørelse fra Sovjetunionen, dogmatisme og stalinisme, socialisme og demokrati, en uafhængig national vej til socialisme, mv. Striden endte med at den mangeårige partiformand Aksel Larsen blev smidt ud af DKP, hvorefter denne sammen med bl.a. Gert Petersen stiftede SF.
Gert Petersen blev hurtigt en af SF’s ledende teoretikere og skrev en række bøger om socialistisk teori og international politik. Han var medlem af Folketinget 1966-98 og medlem af flere internationale parlamentariske forsamlinger.
Gert Petersen blev formand for SF i 1974 og fortsatte som partiformand frem til 1991.
Der har senere været nogen diskussion om karakteren af Gert Petersens kontakter til diplomater under den kolde krig, herunder diplomater som reelt var KGB-agenter. Gert Petersens egen forklaring har været, at han ikke var klar over pågældende diplomaters agentstatus, samt at han altid talte meget med alle udenlandske diplomater for af ”hestens egen mund” at høre, hvordan man så på forskellige forhold.
Gert Petersens personlige beretning er naturligvis på den ene side og i en vis forstand et partsindlæg. På den anden side udviser Gert Petersen en usentimental nøgternhed, og han søger øjensynligt ikke at idyllisere egne personlige politiske opfattelser i befrielsesårene. Og hvor hans datidige medlemskab af DKP kunne tale for et unuanceret ukritisk syn på DKP, afbalanceres dette af at hans senere opgør med DKP omvendt kunne tale for et unuanceret fordømmende syn på DKP.
I forlængelse heraf er det interessant, at SF-medstifteren og SF-lederen Gert Petersen – der både var DKP’er i befrielsesårene og senere deltog aktivt i partikampen der førte til SF – i slutningen af sin skrivelse vurderer, at forfatteren ”har fat i noget rigtigt”, når han ”peger på, at DKP-kursen 1943-47/48 ... rummede kimen til de parti-ideer, hvis virkeliggørelse blev påbegyndt med SF i 1959.”
Gert Petersens beretning er ikke anvendt i bogen, som kildemateriale eller på anden måde. Men grundet Gert Petersens særlige politiske baggrund, personlige viden og offentlige virke er hans erindring om og bedømmelse af DKP’s karakter i befrielsesårene dog af interesse for en større kreds – hvorfor hans skrivelse gengives her:
Gert Petersens beretning